Daniel fandt mening i data

“Jeg vidste faktisk ikke, hvad jeg ville arbejde med, indtil jeg mødte Finn og Gökhan fra Kapacity tilbage i 2010. Du kan næsten kalde det en åbenbaring.”

Daniel fandt mening i data

Det stod ikke i datasættene, at Daniel Otykier skulle bevæge sig ind i arbejdet med Business Intelligence. Med en bachelorgrad i fysik i rygsækken var han begyndt at læse cand.it., for “livet som forsker var vist ikke noget for mig”. Ved siden af studierne arbejdede han som kundeservicemedarbejder hos Jyllands-Posten.

Naturtalent

Hos Jyllands-Posten blev Daniel hurtigt træt af den omstændelige kundedatabase, som stjal alt for meget tid og energi. I stedet for at brokke sig til chefen, begyndte han at udvikle makroer.

Daniels flair for teknik rygtedes hurtigt. Han rykkede fra kundeservice til økonomiafdelingen, og pludselig sad han rundt om bordet til det møde med Finn og Gökhan, som skulle blive begyndelsen på Jyllands-Postens arbejde med Business Intelligence – og Daniels nye karrierevej.

“Gökhan og Finns måde at formidle komplekst stof på var fantastisk. Det blæste mig bagover. Her sad vi med en masse data, som kunne hjælpe vores forretning. Arbejdet gav bare så meget mening, og fra det øjeblik vidste jeg, hvad jeg ville arbejde med, når jeg blev stor”, fortæller Daniel med et stort smil på læben.

En MVP kan ikke alt selv

I dag er Daniel én af landets dygtigste inden for design og implementering af Data Platform arkitekturer på Microsoft Azure. Det kan du ikke få ham til at sige, men hans Microsoft MVP-status taler for sig selv.

Anerkendelsen fra Microsoft er resultatet af Daniels teknologiske evner. Eksempelvis har han udviklet Tabular Editor, som er en open source-løsning, der bliver brugt af dataprofessionelle i hele verden. Det tekniske arbejde med data falder ham let, men selv en MVP kan komme på dybt vand. I sådanne situationer er det afgørende at have dygtige kollegaer:

“Kunderne fortjener min ærlige mening. Desværre er det ikke min stærkeste side. Jeg mener: Jeg er bange for at støde folk – også selv om deres nuværende løsning er uhensigtsmæssig. Heldigvis har jeg fantastiske kollegaer, som tager de svære snakke med kunden om, hvad der vil være det rigtige at gøre,” forklarer Daniel og fortsætter:

“Ingen kan alting. Det er der 100 % forståelse for hos Kapacity, så vi sammensætter teams, hvor folk bringer forskellige kompetencer til bordet. På den måde kan vi gøre dét, vi er bedst til. Det giver mig tryghed og ro til at dykke ned i tingene.”

Trives i trygge rammer

En af Daniels store drivere er den forskel, hans arbejde gør for kunderne. Kunden har et problem, og sammen finder de en løsning. For som han siger, er der en særlig glæde forbundet med at gøre andre i stand til at udrette mere på kortere tid.

Arbejdet handler dog ikke kun om at effektivisere arbejdsgange med data. Ofte er målet at søge nye forretningsmuligheder ved at gå eksplorativt til værks.

”Hvem ved, hvad der sker, hvis vi sætter data sammen på nye måder? Det er helt vildt interessant”, siger Daniel.

At Daniel er begejstret for arbejdet med data, er en underdrivelse. Her får han lov til selv at blive klogere og samtidig gøre en forskel for andre. Hans arbejde er eftertragtet, og han er ikke i tvivl om, hvornår han leverer allerbedst.

“Jeg er en nørd, som elsker at grave mig ned i et emne. Nye ideer er spændende, men jeg leverer bedst inden for min comfort zone, hvor jeg kan arbejde med teknologier, jeg er ekspert i. Det får jeg heldigvis lov til, da vi har så mange forskellige specialistkompetencer.”

Den anden side af bordet

Når Daniel har gravet sig ned i en opgave og fundet løsningen, er det tid til at kravle op igen. Løsningen – eksempelvis en ny dataplatform – skal implementeres og ikke mindst integreres i medarbejdernes hverdag. Det er en enorm change management-opgave, som Daniel nyder:

“På en måde har jeg i dag den samme rolle, som Finn og Gökhan havde, da jeg mødte dem første gang. Nu er det min tur til at sætte retningen. Det er et kæmpe ansvar – og helt fantastisk. Jeg kan jo se, hvor meget vi rykker kundens forretning. Det giver mig et kick, som jeg ellers kun får, når jeg er ude med svæveflyveren i weekenden.”

Runde albuer

Mennesker er fantastiske, men svære at skalere. Livet handler jo ikke kun om at arbejde, og i Kapacity er der et udtalt fokus på medarbejdertrivsel- og udvikling. Det er én af de vigtigste grunde til, at Daniel snart kan fejre 10-års jubilæum i virksomheden.

“Ét er at sige, at man passer på sine medarbejdere. Noget andet er at gøre det. Vores ledelse er virkelig god til at værne om os, så vi også kan levere i morgen. Ingen vinder ved at arbejde 70 timer om ugen,” siger Daniel og uddyber:

“Og så er der det kollegiale. Med fare for at klappe os selv for meget på skulderen er vi helt vildt gode til at hjælpe hinanden. Hvis jeg stiller et spørgsmål, får jeg svar med det samme – og jeg får mange af dem,” forklarer han og bliver stille i flere sekunder, inden han fortsætter:

“Det skyldes nok, at vi bliver målt kollektivt – ikke individuelt – så der er ingen, der bare passer sig selv.”

Det skal være sjovt

Det er populært at sige, at it-folk er de bedste til at lede it-folk. Sådan er det ikke hos Kapacity. Virksomhedens CEO, Philip Lykke Christensen, har ikke en teknisk baggrund, men det er heller ikke nødvendigt, hvis du spørger Daniel.

“Philip ved, hvordan man leder en virksomhed. Han har aldrig lagt skjul på, at det skal være sjovt at gå på arbejde. Det må aldrig blive en sur pligt. Jeg kan mærke, at ledelsen virkelig prioriterer glade medarbejdere – og det er jeg også sikker på, at vores kunder kan mærke,” forklarer Daniel, inden han kommer med en opfordring til dig:

“Hvis du ønsker at arbejde med data sammen med nogle af landets dygtigste folk, synes jeg da, du skal kigge mod Kapacity. Alle er topambitiøse, men samtidig helt nede på jorden. Det er sgu dejligt!”

Du skal ikke være god til det hele. Det er ingen. Du skal bare være rigtig god til noget, så har vi en plads på holdet.

Daniel Otykier, Principal Architect & Microsoft Data Platform MVP hos Kapacity

Et naturtalent

Hvordan hænger en bachelorgrad i Fysik sammen med design og implementering af Data Platform arkitekturer på Microsoft Azure? For Daniel er svaret klart.

Den naturvidenskabelige uddannelsesbaggrund har styrket Daniels matematiske og analytiske evner, hvilket er en kæmpe hjælp, når han skriver kode og bearbejder data.

Daniel bruger derfor ikke direkte sin naturvidenskabelige baggrund i sit arbejde, men den har pustet til hans naturtalent for at arbejde med data.

5 hurtige om Daniel

  • Navn: Daniel Otykier

  • Stilling: Principal Architect & Microsoft Data Platform MVP
  • Kontor: Kolding
  • Anciennitet: Ansat i 2013
  • Fritid: Familie, nørdbrætspil og svæveflyvning